|
|
Alle siderne på tomdukebox.dk
|
|
Læs historien om Tom Duke & Grønærtens støtte CD her!
|
Foto af blind dreng: Anders Wiuff, øvrige cover fotos: Peter Lundqvist
|
Tom Duke & Grønærtens støtte CD indeholder:
1. Stille før storm 3:36
Tekst og Musik: Sebastian.
Hør lydklip!
2. Joanna 3:22
Tekst og Musik: Kim Larsen.
Hør lydklip!
3. Kids in America 3:13
Written by ricky & marty wilde.
Hør lydklip!
4. Gør livet værd at leve! 3:38
Tekst: Grønærten/Maria-Louise Lundqvist Musik Michael Klinke.
Hør lydklip!
PS! Nyd venligst Michael Klinkes sublime mundharpe i dette klip!
|
|
Lørdag den 3 maj, vil der være "Release Party" for Tom Duke & Grønærtens nye st'øtte CD! Fra kl. 12:00 til 14:00!!
"I forbindelse med radioprogram om den nye støtte cd, vil der være fadøl og sodavand samt naturligvis optræden, hvor
Tom Duke & Grønærten synger sangene fra støtte cd'en "live" for de fremmødte"
Mød op! Cd'en kan købes og det bliver sjovt!
Sengeløse Radio, Sengeløse Skole, Spangåvej 10 Sengeløse
2630 Tåstrup
"Jeg spørger bare, skal en usleben diamant nødvendigvis slibes?? Køb og lyt til cd'en og se om du kan give mig svaret..."
|
|
Hvorfor vil vi støtte blinde børn i Afrika?
Ja - i december måned 2007 var der disse her optaktsudsendelser til den store landsdækkende TV
indsamling "Danmarks Indsamlingen" disse optaktsudsendelser viste blandt andet hvorledes tidligere indsamlinger
havde støttet blinde forældreløse børn i Afrika/Rwanda, men Danmarks Indsamlingen havde ikke valgt dette tema
endnu en gang og det er jo Okay – der er desværre alt for mange områder der har brug for økonomisk og menneskelig
støtte!
Men altså både Maria-Louise og jeg blev næsten "naturligvis" meget grebet af at se de meget forfærdelige forhold der
er for blinde børn i den 3. verden og ringede næsten samtidigt til hinanden, da vi før havde talt om, om ikke vores
cd kunne sælges og vi kunne donere alle pengene minus udgifter til Blinde børn i Afrika.
Jeg kunne så skrive en masse om vores egne tanker omkring disse forfærdelige forhold, men vil udtrykke vores mening
kort således, at en ting er, at der hersker enorm fattigdom og sult i Afrika – hvordan kan man så ikke forestille sig
det må være at være født eller blive blind - især set i lyset af, at børn i fattige familier ofte fødes for at være
en værdi i den fattige families kamp for overlevelse!
Det fremgik også af udsendelserne, at blinde børn nærmest var lukket inde i et bitte rum – ja nærmest hele deres
tilværelse.
Citat fra Dansk Blindesamfunds hjemmeside:
"Et af børnene på lejrskolen var en 6-årig dreng, som den nationale blindeorganisation fandt frem til sidste år.
Hans forældre havde ikke navngivet ham, og han havde ikke noget tøj. På grund af hans synshandicap, så forældrene
ingen grund til at investere i ham. Nu går han i skole og deltager aktivt i skolens aktiviteter."
|
Foto: Dansk Blindesamfund
|
Så Maria-Louise og jeg kan være glade for at vi som synshandicappede/blinde bor i Danmark, selvom der også herhjemme er
ting man kunne ønske sig forbedret – men i forhold til fattige blinde børn i Afrika ser man tingene i et nyt
perspektiv.
Jeg har så undersøgt Dansk Blindesamfunds udviklingsarbejde i Rwanda meget grundigt!
-Der findes de her 6 personer der arbejder som "feltarbejdere" og kort fortalt tager disse personer ud i Rwandas
lokalområder og opsøger de blinde børn for at give dem tilbuddet om at deltage på en lejrskole – en lejrskole der
så arrangerer undervisning i hvordan man kan klare sig som blind (noget børnene og deres familie ikke andede en
hulens fis om!) og lejrskolens medarbejdere gør også dette ophold muntert og positivt med sang, musik og lege.
Den økonomi det kræver at de 6 feltarbejdere og 3 lejrskoler om året kan opretholdes og måske endda udvikles, vil
Maria-Louise og jeg give vores bidrag til!
|
Foto: Dansk Blindesamfund
|
Vi skal jo forstå, at for eksempel her i Danmark har man ikke problemer med at finde de blinde børn og fattigdom er
vel ikke vores mest overskyggende udfordring, så blinde børn i Danmark skal hjælpes på et langt mere fremskredent
niveau.I Afrika derimod!! Ja der skal man først til at finde og opdage at der findes blinde børn!
Netop derfor er Maria-Louise og jeg helt enige om, at temaet med denne støtte CD er at støtte dem der finder/opsøger
de blinde børn i Rwanda!
Siden februar 2006 har Karina Fischer Mogensen arbejdet for Dansk Blindesamfund som udviklingsarbejder i Ghana.
Karina Fischer Mogensen udtaler blandt andet:
"Man kommer ud for lidt af hvert som udviklingsarbejder for Dansk Blindesamfund i Ghana. Det er hårdt at se en blind
pige, som aldrig har været i skole, og som bliver holdt inden døre, fordi forældrene ikke ved, hvad de skal gøre med
et blindt barn!!"
Derfor råber Grønærten og Tom Duke!:
"Find de stakkels blinde børn og tag dem med på lejrskole så de opdager og kan lære hvad der gør livet værd at
leve"!
Gør livet værd at leve!
Nederst på denne side kan du læse en mere uddybende beskrivelse af de 6 feltarbejdere og lejrskolen som vi har
besluttet os for at støtte med denne CD.
|
Sådan blev Tom Duke & grønærtens støtte CD til:
Det ene tilfælde fører som regel til det næste tilfælde...
En mand der hedder Allan, som booker mig til Ølstykke Kræmmermarked oplevede Tom Duke & Grønærten netop på dette
kræmmermarked.
Som Grønærten gør med så mange, tog hun også Allan med storm og før vi næsten vidste af det havde Allan skabt kontakt
til Preben og Gitte!
Gitte og Preben er 2 mennesker der ikke kan beskrives – de skal opleves! Helt fantastisk søde mennesker og så har de
været gift i 30 år!
De er begge mennesker i den "modne" alder og har huseret i den danske underholdningsverden i 40 år!
Gitte har blandt andet været syngepige i Bakkens Hvile, skrevet et hav af visesange samt været en del af
Eventyrteatret.
I et af Gittes mange bands der i 70'erne var Preben trommeslager og han faldt pladask for dejlige Gitte men snød sig
til hendes selskab ved at ringe og høre om de ikke skulle lave deres eget band... Gitte sagde ja på betingelse af at
hun måtte tage sin syngepige veninde fra Bakkens Hvile Anna-Lise med og sådan blev danseorkestret Hø og Hakkelse til.
Hø og Hakkelse spillede blandt meget andet 11 år på Bakken og sideløbende 20 år på vise vers huset i Tivoli.
Og sådan kunne jeg blive ved med disse 2 are menneskers fantastiske musikalske baggrund... I kan læse endnu mere på
deres hjemmeside www.hakkelse.dk (*Siden findes ikke længere men adresse er beholdt af historiske grunde*)
Men ude i Prebens garage har han altså det her lille velfungerende studie.
|
|
Preben kendte jo hverken Grønærten eller mig da vi mødtes første gang og planen var sådan set bare at lave en demo cd
med 3 af de sange Tom Duke & Grønærten havde optrådt med gennem de sidste par år.
Men for hulen da hvor det udviklede sig!!
Det blev til rigtig mange timer i Prebens studie og endnu flere timer for Preben når han efterfølgende skulle mixe det
hele – i starten mente vi, at 5 studiebesøg hos Preben var et rimeligt sats – det blev til mindst 15 besøg i Prebens
studie + de mange mange timer Preben har siddet alene og mixet!
Og nu vi er ved det der med at mixe, vil jeg bede jer rare mennesker der køber denne "Tom Duke & Grønærten støtte cd"
lægge mærke til hvordan Preben ligesom har placeret de forskellige ingredienser/lyde sådan ikke bare til højre og venstre
eller midt i lydbilledet – men overalt i lydbilledet, det er en meget spændende måde at producere på og Preben har
gjort det fantastisk – Tak Preben!
Når så Preben + Grønærtens far og jeg sad der i studiet og gik ned i de mindste mindste allermindste detaljer (kaldes
i musikerverdenen "flue-knepperi") Ja så kunne Grønærten godt synes, at det var ret kedeligt. Men så kom Prebens kone
Gitte ud og hentede Grønærten og så hyggede de 2 sig sammen inde i huset – det viste sig så – og det anede vi andre
intet om, at Gitte gav Grønærten lektioner i hvordan man skriver sin egne sange. Så med hjælp fra Gitte og en af
Preben og Gittes venner – musikeren Michael Klinke kunne Grønærten pludseligt helt overraskende for os andre
præsentere sin egen sang "Gør livet værd at leve"! På denne sang må jeg seriøst bede jer også lægge mærke til den
mundharpe som Michael Klinke har lagt på! Jeg var ikke selv tilstede da Michael Klinke indspillede mundharpen
på "Gør livet værd at leve" og hørte den først da hele sangen var færdigproduceret.
|
|
Kære venner jeg var målløs mere fantastisk kan det sgu ikke blive! Michael Klinkes mundharpe er i særklasse sublim
og han løfter hele CD'ens musikalske niveau i en grad jeg næsten ikke havde turdet håbe på!
De 4 sange står supergodt hver for sig men – og det er også vigtigt – hele CD'ens liv og udstråling fungerer perfekt
blandt andet og i særdeleshed på grund af Michael Klinkes dejlige dejlige mundharpe på det sidste nummer!
|
|
På nøjagtigt dette tidspunkt i forløbet var det Grønærten og jeg i TV så om de her forældreløse blinde børn i
Afrika – og pludselig gav det hele mening og kender I ikke det? – det er sådan en fed fornemmelse når noget giver
mening.
Vi var jo efterhånden en del personer implicerede i denne cd og vi holdt så et lille møde, hvor Grønærten og jeg
præsenterede vores ide. Alle var 100% med på ideen også selvom det betød endnu flere timer i studiet for alle – især
Preben!
|
|
Den 1 marts 2008 var det endelige resultat færdigt med 4 helt fantastiske sange, som Tom Duke & Grønærten har gjort sit yderste
for at fortolke så godt vi overhovedet har kunnet og altså udover at Grønærten jo har en vidunderlig stemme og klang vil jeg
overordnet sætte 4 overskrifter på denne støtte cd's karakter:
1. Grønærtens smil!
-Et synligt smil fra Grønærtens ansigt kan være en sjældenhed fordi hun er født blind og ikke har et billede i sit hoved af
hvordan et smil ser ud – det har vi andre fordi vi er flasket op med det gennem vores øjne siden vi blev født!
Men hvor kan Grønærten smile og grine med sin stemme og det får vi dæleme at høre på denne cd! Flot Maria-Louise! "du skal nok
komme efter det der med at smile så folk kan se det".
2. Tom Duke & Grønærtens energi!
-Ja det kan man sgu ikke tage fra os, energi, udstråling og glæde nærmest som om vi var live på en scene og det har ikke været
en påtaget plan at det skulle virke sådan på cd'en, sådan blev det bare!
3. Prebens klang/lydbillede!
Preben er en lydbillede feinschmecker , han har blandt andet produceret sange til musicals, hvor man jo skal have placeret de
mange forskellige aktører her og der i lydbilledet så lytteren nærmest får en fornemmelse af, at man sidder lige foran scenen og
kan høre solisterne og instrumenterne komme de forskellige steder fra hvor de kommer..... sådan har Preben også på en fantastisk
måde produceret Tom Duke & Grønærtens cd og vi håber I kan lide det – det kan vi selv!
4. En cd hvor de aller sidste linier fra en 10 årig pige lyder "Gør livet værd at leve!" er jo super smukt og samtidigt et spark
i røven på os voksne om, at gøre – netop det!.....
|
Foto af blind dreng: Anders Wiuff, øvrige cover fotos: Peter Lundqvist
|
Tak!
Et ægte og højtråbende tak skal lyde til:
Preben! For hans utrættelige og meget langstrakte tålmodighed med mig og min pedanteriske måde at opføre mig på i
studiet.... Arh vi havde det nu super sjovt samtidigt, men Preben har siddet bag mixerpulten så mange mange timer og
justeret igen og igen så vi alle er blevet yderst tilfredse med resultatet! Derudover er det Preben selv der har lagt
trommer på 3 af sangene og alt sammen for en svimlende lille betaling i form af en middag på Ganløse Kro!
Gitte! For hendes keyboard på "Gør livet værd at leve" men så sandelig også fordi hun bare er den hun er! Gitte (altså
Prebens kone) har simpelthen hygget omkring os, serveret aftensmad/franskbrødsmadder og givet os hendes meninger når vi
havde brug for det og så har Gitte jo taget sig af Grønærten på en måde så man bliver meget varm i hjertet!
Michael Klinke! www.michaelklinke.dk For mundharpe i verdensklasse på "Gør livet værd at leve" og fordi han har lavet
melodien til "Gør livet værd at leve" – Vi skal jo huske på, at når Grønærten sammen med Michael Klinke og Gitte laver
"sin egen" sang, så har hun allerede som 10 årig lært noget om at komponere sange og skrive tekster og det kan ingen
nogensinde tage fra hende. Hvis Grønærtens musikalske karriere fortsætter ad den vej har hun takket være Michael Klinke
og Gitte fået det første vigtige indblik i hvad det kræver at komponere og skrive tekster selv – en uvurderlig og lærerig
oplevelse på så tidligt et tidspunkt i hendes musikalske karriere!
Som det sidste et kæmpe tak til:
Dicentia! www.dicentia.dk for meget meget gavmild produktion af denne støtte CD – helt afgørende for, at dette projekts
økonomiske resultat bliver godt.
Allan! Allan fra Ølstykke kræmmermarked fordi han skabte kontakten til Gitte og Preben og for hans lækre bas på
"Joanna"!
3 personer er simpelthen klar hver eneste gang:
Michael! (min gode svoger) fordi han utrætteligt gør alt for at lave det cover jeg gerne vil have, ligegyldigt hvor svært
jeg på grund af at jeg ikke kan se gør det for Michael, at få mine ideer gjort til virkelighed, forstår han mig – Tak
tålmodige svoger!
Dennis P!, som efterfølgende har skiftet navn til Lauritzen! http://soundcloud.com/internalized-sun Min hjemmeside webmaster. Dennis er et overskudsmenneske, der styrer denne hjemmeside 100%
sikkert ud fra mine mere eller mindre forståelige ønsker – tak tålmodige Dennis!
Peter Lundqvist! Grønærtens far, han er på hele tiden og ordner alle mulige og ikke mulge praktiske ting og sager, når
og hvorsomhelst der er brug for det! Udover de fotos vi har lånt på Dansk Blindesamfunds hjemmeside, er det også Hr. Peter
der har taget alle de billeder der bruges i dette link og på støtte cd'ens cover!
Hvad så med cancerramte børn Tom duke???
Børn med kræft har altid og vil til evig tid stå mit hjerte så tæt som nogen overhovedet kan og skulle nogen tænke om jeg
måske bevæger mig væk fra disse børn og Foreningen Cancerramte Børn? Kan jeg kun garantere, at det gør jeg aldrig!!! –
aldrig! Jeg skylder ganske enkelt hele mit liv til alle de børn jeg har mødt og vil møde igennem den forening!
Men denne gang har Grønærten og jeg altså besluttet, fordi vi jo har et synshandicapmæssigt fællesskab med blinde børn i
Afrika, at det bliver dem vi vil give en økonomisk håndsrækning til, så de forhåbentligt kan få et lykkeligt liv!
Kærlig Hilsen
Tom Duke & Grønærten
|
|
Specifikation af donationens formål:
For god åbenheds skyld skal jeg nævne, at de samlede udgifter til NCB gebyr, cd-tryk, taxakørsel (mig selv), transport
og lidt gaver i alt er løbet op i kr. 20.000,- for en færdig cd produktion på 1000 stk. Tom Duke & Grønærten støtte
cd'er.
Tom Duke & Grønærten ønsker gennem Dansk Blindesamfund, at støtte blinde børn i Rwanda således:
De nedenfor beskrevne 6 feltarbejdere i Rwanda, får økonomisk støtte så de kan sende de blinde børn de finder på
sommerlejr!
Sommerlejrene er ligeledes beskrevet herunder efter feltarbejder-afsnittet.
Maria-Louise/Grønærten og jeg mener nemlig, at de blinde børn der er gemt væk- skal findes og hjælpes til et godt liv!!
Her kan du læse om feltarbejdernes arbejde i Rwanda med at registrere synshandicappede børn og
om projektets aktiviteter for børnene:
Siden projektets 6 feltarbejdere blev trænet i januar 2007 har de rejst rundt i landet for at opsøge særligt udsatte
blinde og svagsynede børn. Arbejdet har været udfordrende, da det ikke har været nemt at skaffe oplysninger om hvor
børnene befinder sig. Samarbejdet med de lokale myndigheder har også været svært, da myndighederne ikke altid har
sørget for at informationerne om feltarbejdernes besøg er blevet cirkuleret. Derfor har feltarbejderne måttet besøge
de samme distrikter flere gange. Mange steder har myndighederne dog fået øjnene op for at der lever synshandicappede
børn og unge i deres distrikter.
Feltarbejderne har registreret over 100 børn, men der er mange flere og de arbejder nu med at opsøge børnene i deres
hjem. Her giver de børnene og deres familier eller værger vejledning i hvordan de kan gøre hverdagen lettere for
børnene. Og de oplyser om ernæring og behandling. Feltarbejderne oplyser om flere tilfælde af fejlernæring og om
manglende medicinsk behandling af øjensygdomme.
Flere af børnene er blevet henvist til blindeskoler og endnu flere til organisationens rehabiliteringscenter. På centeret
bliver de undervist i at klare sig selv i hverdagen, personlig hygiejne, husligt arbejde og let markarbejde. På den måde
lærer børnene at de også kan bidrage til arbejdet derhjemme og det betyder meget for deres selvtillid. De unge lærer også
at bevæge sig rundt på egen hånd ved hjælp af hvide stokke. Desuden undervises der i punktskrift, som flere af de unge
for brug for hvis de bliver optaget på skolerne. Desværre må flere af børnene på ventelister til både skoler og centeret,
da der er langt flere børn med behov end der er ledige pladser.
En øjenlæge har besøgt de unge på centeret og henvist flere til behandling, som projektet søger at dække. Lægen kunne
fortælle at mange af øjensygdommene med den rette behandling i tide ikke burde føre til at børnene mistede synet.
Den første sommerlejr:
I juli måned 2007 afholdt den nationale blindeorganisation i Rwanda deres første sommerlejr for børn med synshandicap
nogensinde. Pengene til sommerlejren stammer fra DM i Indsamling.
I alt 20 børn mellem 6 og 16 år var blevet inviteret med, og de er alle forældreløse og særligt udsatte børn. Børnene
går i dag på den eneste skole for synshandicappede i Rwanda. I ferierne vender børnene hjem til slægtninge eller naboer,
der tager sig af dem. Ofte er det ældre, enlige kvinder, der tager sig af forældreløse som en slags pensions-opsparing.
Enkelte børn bor med enten den ene eller begge forældre, men bliver ikke taget vare på. Ofte pga. ekstrem fattigdom og
fordi forældrene ikke kan forestille sig en fremtid for deres synshandicappede børn.
Et af børnene på lejrskolen var en 6-årig dreng, som den nationale blindeorganisation fandt frem til sidste år. Hans
forældre havde ikke navngivet ham, og han havde ikke noget tøj. På grund af hans synshandicap, så forældrene ingen grund
til at investere i ham. Nu går han i skole og deltager aktivt i skolens aktiviteter. Hans nye bedste ven er en anden
lille dreng, der også får støtte fra de indsamlede midler, da hans enlige mor ikke har råd til at betale skoleudgifter
for ham. Dette gælder for størstedelen af børnene – at der ikke er penge til fornødenheder på skolen
(sæbe, sengetøj mm.), eller til busbilletter frem og tilbage i ferierne.
RUB håber at afholde op til 3 lejrskoler, hvor flere børn også får mulighed for socialt samvær og forskellig træning.
Line Raae Lund Og John D. Heilbrunn Fra Dansk Blindesamfunds kontor for udlandsstøtte herhjemme udtalte, da jeg spurgte
hvad ca. kr. 50.000,- kunne gavne:
"Sommer/oplevelseslejre til blinde børn: Det er allerede gennemført et par gange med succes. Børn er sammen 1-2 uger og
oplever vel for første gang i deres liv samvær, omsorg, glæde, leg og denne vigtige følelse af, at her er der andre som
mig.
Med de omkostninger, som man hidtil har haft, kan et halvt hundrede tusinde få mange børn på sådanne lejre i et par år
fremover."
I november afholdt Rwanda Union of the Blind (RUB) deres anden lejrskole for 21 synshandicappede
børn i Kigali. Penge til lejrskolerne stammer fra DM i Indsamling:
Børnene blev undervist af Hr. Bihira i musik, små teaterstykker og han fortalte mange historier og underviste i
miljøkundskab. Hver eftermiddag underviste gymnastiklæreren Albert, fra en skole i nærheden, i forskellige
sportsaktiviteter og Martine, der arbejder hos RUB underviste børnene i lidt engelsk. Psykologen Aline arbejdede med
børnene, der alle slås med det at miste synet og med tab af nærmeste familie. Børnene fortalte hende deres personlige
historier og hun snakkede med børnene om at acceptere sig selv og om at leve med synshandicap. Projektets feltarbejdere
deltog også som lejrledere og legede med børnene. Den sidste aften underholdte de 7 drenge og 13 piger med sang og
dans.
Projektets koordinator i Rwanda ser frem til at afholde flere lejrskoler og mener at RUB hele tiden lærer at lave bedre
tilbud til børnene på lejrskolerne.
To unge synshandicappede har i løbet af året besøgt højere læreranstalter for at fortælle om blinde og svagsynedes
levevilkår i Rwanda. Besøgene er en del af projektets oplysningsarbejde. De har følt sig meget velkomne, men er samtidig
blevet mødt med mange spørgsmål, der viser at man ved meget lidt om det at leve med et synshandicap i Rwanda. Der har
været spørgsmål omkring hvordan man genkender penge og tager sit tøj rigtigt på. Og det har været spørgsmål om muligheder
for blinde og RUBs arbejde. De to fortsætter med at holde oplæg rundt omkring i landet igennem hele projektperioden.
Du kan læse mere om Dansk Blindesamfunds projekt på:
https://blind.dk/maerkesager/ulandsprojekter
|
|
|
|